Nyhedsbrev sep 2020

Læs om dokumentation, naturuge, motorikuge, personalesituationen og efterårsferie.

Kære forældre

Dokumentation af vores arbejde
I disse uger er vi i gang med at øge vores kommunikation til jer, så I ved, hvad der sker i jeres børns hverdag. Vi er fast besluttet på, at det skal vi blive meget bedre til, i erkendelse af at vores "corona-hverdag" ikke slutter lige med det samme.

I kan modtage ugeplaner, beskrivelser af ugen der er gået, billeder samt dokumentationer af enkelte aktiviteter eller temaer over flere dage eller flere grupper. Det kan både ske via breve med hjem og ved opslag på muren, hegnet og toiletvognen. Hvis der er opslag/billeder ude på legepladsen, så pas på ikke at samles for tæt - corona er stadig i vores hverdag.

Vi gør en indsats, men vi forventer også, at I spørger, når I møder det faste personale på legepladsen og at I skriver (gemmet@mail.tele.dk) eller giver dørvogteren besked, hvis I vil ringes op af en pæda­gog. Vi håber det kan blive en fælles indsats.

Naturuge og motorikuge
Vi har byttet om på vores motorikuge og vores naturuge, fordi vi har fået tilbudt et naturforløb i sam­arbejde med naturcenter Amager i uge 44. Derfor har vi motorikuge for de nul- til treårige i uge 41 og naturuge for de tre- til seksårige i uge 44. Der kommer mere information, når tiden nærmer sig.

Personalesituationen
Jeg er glad for, at jeg endelig må fortælle, at Tanja, der er pædagog på Rød stue er gravid. Både Tanja og det lille barn har det godt, men pga. coronasituationen har Tanja været fraværende og kommer ikke tilbage før hendes barsel er slut. Tanja skal føde i marts.

Det er så heldigt, at vores social normerings-pædagog Randi er fast på stuen indtil videre. Desuden er pædagog Karina, pædagogisk medhjælper Nana på stuen, ligesom Gitte, der er pædagog på Blå stue og souschef, vil være på stuen to dage om ugen.

For at skabe mest muligt ro på Rød stue, har vi aftalt med Karina, at hun møder ind alle ugens for­middage i stedet for at have fri om onsdagen.

Randi er jo ansat som social normerings-pædagog og ikke som stuepædagog. Det ønsker Randi stadig at være, og derfor har vi stadig en pædagogstilling ledig på Rød stue. Den har været slået op uden held før sommer og er slået op igen i dag.

Der vil naturligvis være vikar på Blå stue, de dage Gitte er på Rød stue.

På Gul stue er vores social normerings-pædagog Iben fast i den kommende tid. Hun ønsker ligeledes ikke at være fast stuepædagog, derfor søger vi også en pædagog til Gul stue.

Vi har bedt vores vikarer om at tage navneskilte på, og de er faktisk rigtig glade for at blive tiltalt med navn, så det er "win-win".

Efterårsferie
I må gerne forberede jer på at blive spurgt, om I skal holde fri i efterårsferien i uge 42. Personalet vil spørge jer, næste gang de får muligheden.


Hilsen fra os alle

Merete
18. september 2020

Indtast brugernavn og adgangskode, for at logge ind på intranetfunktionerne.

Åbningstider

Mandag - torsdag:
7.00 - 17.00

Fredag:
7.00 - 16.00

Vi har lukket i weekender og på helligdage samt på de af bestyrelsen vedtagne lukkedage. Se under menupunktet Årsplan.

Kontakt

Børnehuset Gemmet v/Brønshøj Menighed
Gemmet 10
2400 København NV

Tlf. 38 60 51 21
Mail gemmet@mail.tele.dk

Ean-nummer: 5798009693143
Cvr-nummer: 61 02 26 19

Leder Merete Grave
Souschef Rikke Dalgaard

Henvendelser angående fejl, mangler og ideer til hjemmesiden kan også sendes til webmoster.