Evaluering 2019, Årsplan 2020

Hent evaluering og årsplan som pdf her.

Evaluering af 2019

Vi har i 2019 formuleret fire mål, som alle stuer har arbejdet med.

De tre første mål er opstået som vores reaktion på vores kids-observationer/tilsyn for 2018. Vores sid­ste indsatsområde er opstået for at flytte Meretes faglige ledelse tættere på arbejdet helt tæt på børnene og hverdagen, samt for at opfylde et vigtigt krav om refleksion og evaluering i den styrkede læreplan.

  1. I situationer, hvor vi ønsker, børnene skal gøre noget andet end det, de gør, skal vi give handleanvisninger

Vi har kunnet se, at børnene bedre forstår, hvad vi vil have dem til at gøre, når vi har handleanvist i stedet for at sige fx: "Du må ikke løbe" eller "Lad vær' med det der". Vi har haft fokus på, at vi voksne har givet handleanvisninger både i planlagte aktiviteter, i rutiner og når vi har støttet børnene i at blive i deres leg og relationer til andre.

Vi har dokumenteret ved at lave opslag, der også har indeholdt ideer til, hvordan I forældre ved hjælp af handleanvisninger kan blive mere tydelige i jeres kommunikation med jeres børn.

  1. Vi voksne tager ansvaret for at skabe trygge relationer til barnet og hjælper det til godt samspil

Tre stuer har deltaget i et kompetenceudviklingsforløb, afholdt af psykolog Kristine der er tilknyttet Børnehuset Gemmet. De to sidste stuer får forløbet i første halvdel af 2020. Kristine har afholdt et kursus, observeret to gange med efterfølgende feedback og ved fjerde besøg evalueret og sat fokus på, hvad vi har gjort rigtigt, og hvad vi skal gøre mere af i hvilke situationer.

De to pointer, der har fyldt mest, er:

  1. At tage udgangspunkt i tryghedscirklen, som hjælper os med at skabe tryghed for barnet, men også udfordre det i den trygge ramme. Balancen mellem disse to er vigtig, for ellers sker der ingen udvikling.
  2. At hjælpe barnet med at forstå, organisere og sætte ord på sine følelser. Det er et redskab, vi benytter til hele børnegruppen.

Forløbet har styrket vores faglighed, og vi har set børnene profitere af tydelige voksne, der støtter deres udvikling på den bedst mulige måde.

  1. At styrke børnenes kommunikative evner ved hjælp af billeder, foto og tegninger mv. i børnehøjde eller som løse ark, vi kan tale om

Alle stuer har arbejdet med dette mål i mindst fem uger, men udgangspunktet har været meget forskelligt.

Når vi har "samtalebilleder" hængende i børnehøjde, er det nemmere for børnene at blive inspi­reret til samtale med os eller de andre børn, ligesom det er inspirerende for vores samtaler med børnene at have et fælles tredje at tale om. Vi har kunnet se, at det er lettere at nå de fem "turtag­ninger", der skal til en dialog, når vi har haft et billede at tale om. Det samme gælder, når vi fx har fundet et billede af en torsk på iPad'en, når vi har spist torsk til frokost, eller når vi har læst bøger, spillet spil osv.

Et andet område i vores sprogstimulerende arbejde, som vi har forsøgt at udvikle i løbet af 2019, har været at sætte ord på handlinger og det, der er sket, fx at sige: "Der kom mælk på bordet, fordi du tabte koppen" og "Når du trækker i buksebenet, kommer foden ud".

Flere pædagoger har været på sprogstimuleringskurser, og vi fortsætter, indtil alle har været på kurser både for sprogstimulering af nul- til toårige og tre- til seksårige. Kurserne udbydes af Københavns Kommune.

  1. Ny organisering af refleksion, målsætning og evaluering af læringsmiljøet

I hele 2019 har vi afholdt stuemøder hver torsdag fra kl. 13.45 til 15.45, hvor fast personale fra huset imens har været på jeres barns stue, idet hver stue har haft stuemøde hver femte uge. Mere­te har deltaget i stuemøderne, som har givet os mulighed for at etablere den evalueringskultur, som kræves i den styrkede læreplan.

Hos os betyder det, at stuen sætter et mål. Målet kan være formuleret i fællesskab med hele huset, eller stuen har set et behov for at arbejde med målet for at  styrke fagligheden, trivslen og/eller læringen på stuen.

Når målet er sat, taler vi om, hvordan vi helt konkret vil arbejde med målet, altså hvad gør vi hvornår, hvem gør det osv., så vi altid og gennem hele dagen arbejder med målet i hverdagen, i rutinerne og i voksenstyrede aktiviteter.

På det efterfølgende stuemøde evaluerer vi vores indsats med blik på, hvad vi skal holde fast i, inden vi beslutter et nyt mål eller fortsætter arbejdet.

Den dokumentation, vi bruger i vores evaluering, er blandt andet den, som I ser i garderoben. Heraf fremgår, hvad pædagogen har gjort for at opnå læring, trivsel og udvikling i gruppen.

Så stort fokus på refleksion har medvirket til løbende at løfte vores faglighed og få sat brugbare mål, der understøtter den aktuelle børnegruppes udvikling.

Naturuger

Vi har i løbet af 2019 gennemført fire naturuger for de tre- til seksårige. Temaerne var

  • Vinter, is, sne og fugle.
  • Forår, vi såede og iagttog spiring og lærte om insekter og snegle
  • Sommer og vi var på sanseture i skoven og lærte om muldvarper, høge, ræve og mus.
  • Efterår og lærte om dyr fra Afrika.

I har efter hver dag haft mulighed for at se dokumentation for vores mål, indsats og børneperspektivet.

Motorikuger

Vi har haft to motorikuger for de nul- til toårige. For at skabe god plads til aktiviteterne ude og inde, tog vi de tre- til seksårige på ture til områdets legepladser. Dermed kunne vi lave masser af aktiviteter, hvor vi styrkede de nul- til toåriges grundmotoriske sanser.

  • Vestibulærsansen, også kaldet balancesansen, ved at børnene snurrede, trillede, svingede, legede med bolde og i det hele taget havde hovedet i forskellige stillinger.
  • Kinæstesiske sans, også kaldet muskel-ledsansen, ved at børnene brugte kræfter, havde ledsammenstød ved fx at hoppe eller ved personalets hjælp at gå langt.
  • Taktilsansen, også kaldet følesansen, ved at børnene fik hård og blød massage og berøring med forskellige materialer som børster, fjer og gummi. Vi legede også med vand og kartoffelmel.

Samtidig så vi på, om det enkelte barn var i god udvikling med alle de tre grundmotoriske sanser. Hvis vi ikke har talt med jer om en særlig indsats eller yderligere undersøgelse af sundhedsplejersken, er jeres barn i god udvikling.

Gamle børns dag

Vi har haft besøg af de børn, der gik ud af Børnehuset Gemmet i sommeren 2019.

I 2020 vil vi lave en mere præcis indbydelse og organisere os, så alle voksne ved, hvordan eftermiddagen skal forløbe.

Sprogstimulering

Vores sprogstimulerende indsats sker primært i hverdagen, hvor vi bruger de ti understøttende sprogstrategier:

  1. Følg barnets interesse.
  2. Brug åbnende spørgsmål.
  3. Vent på barnets svar.
  4. Fortolk og udvid, hvad barnet siger.
  5. Hjælp barnet med at sætte ord på.
  6. Forklar ord, barnet ikke kender i forvejen.
  7. Relatér til noget, barnet kender.
  8. Udnyt de sproglige kompetencer, barnet har i forvejen.
  9. Ret ikke barnets fejl direkte.
  10. Leg med sproget, når det er muligt.

For at støtte vores viden om det enkelte barns sproglige niveau, udfordringer og styrker har vi testet mange tre- og femårige børn.

Vi har seks sprogstimuleringsgrupper, som får særlig sprogstimulering i små grupper. Det sker en til to gange om ugen fra kl. 12.15 til 13.00.

Læs eventuelt mere om vores indsats med sprogstimulering i vores virksomhedsplan.


Årsplan 2020

Den styrkede læreplan

Vi har i længere tid arbejdet med dele af den styrkede læreplan. I år skal vi igennem det sidste og have formuleret det hele til en læreplan for Gemmet.

Den beskrivende del har ligget på vores hjemmeside nogle måneder i 2019, den grundlæggende del, kommer på hjemmesiden lige omkring 1. februar 2020, når både personale og bestyrelse har godkendt formuleringerne.

Den sidste del med temaerne, vil komme på hjemmesiden løbende i løbet af 2020, i takt med, at vi har arbejdet med temaerne på vores fælles personalemøder.

Uger med særlige aktiviteter

Naturuger for de tre- til seksårige

Vi afholder fire naturuger for de tre- til seksårige, en i hver årstid. Naturudvalget beslutter mål og forbereder aktiviteter. Den første naturuge vil blive afviklet i onsdagsgrupperne.

De nul- til toårige får også udfordret deres interesse for naturen i hverdagen på stuerne og på lege­pladsen samt på fire årstidsture.

Motorikuger for de nul- til toårige

Vi afholder to motorikuger for de nul- til toårige, hvor målet med vores aktiviteter er at styrke børnenes tre grundsanser - vestibulærsansen, den kinæstetiske sans og taktilsansen - samt at give personalet et godt billede af, om stuens børn har særlige behov for stimulering.

Både de tre- til seksårige og de nul- til toårige udfordres motorisk i hverdagen, i aktiviteter på lege­pladsen, på ture og i onsdagsgrupperne.

Cafeer og julehygge

Stuerne arrangerer en eftermiddagscafe i uge 14, og der afholdes julecafe på stuerne den 10. december.

Forældremøder

  • Forældremøde i samarbejde med de øvrige institutioner i vores netværk Muffen.
  • Et møde for nye børns forældre
  • Forældremøde med valg til bestyrelsen, støtteforeningen Børnenes Aktivitetsfond og stuemøder afholdes i efteråret.

Forældretræf på legepladsen

Vi vil gerne skabe rammerne for uformel snak og hygge mellem forældrene og mellem forældre og leder, bestyrelse og støtteforening.

Derfor arrangerer vi to træf på legepladsen, hvor vi serverer kaffe og te samt lægger op til en snak, der ikke specifikt handler om jeres eget barn. Den ene gang vil Merete og bestyrelsen være til stede, den anden gang Merete og Børnenes Aktivitetsfond. Vi vil lægge op til et overordnet emne for vores snak, fx med billeder eller en fagperson til stede.

Vi håber, I vil bidrage til hyggeligt og uformelt samvær. Børnene vil synes, det er fantastisk at dele deres hverdag med jer.

Gamle børns dag

De børn, der i foråret 2020 går ud af Børnehuset Gemmet, bliver i efteråret inviteret til at besøge deres gamle børnehave til en hyggelig eftermiddag på stuen og legepladsen.

Sprogstimulering

Sprogstimulering vil også i år foregå i mindre grupper midt på dagen. Der føres intern logbog over aktiviteter og udvikling. De samme pædagoger vil være på grupperne i ca. et halvt år ad gangen.

Vi drøfter løbende, om børnene er i de rigtige grupper og retter til, så gruppedannelserne giver mest muligt udbytte for børnene.

Læs også om emnet i vores virksomhedsplan.

Sommerfest

Vores sommerfest for børn og forældre afholdes en fredag fra kl. 16.15. Alle børn skal være afhentet til normal lukketid kl. 16.10, så personalet kan udføre andre opgaver i forbindelse med festen.

Traditioner omkring jul og eid

En dag i december går vi til julegudstjeneste i Brønshøj kirke. Når vi kommer hjem spiser vi risengrød.

Stuerne går luciaoptog og holder julecafe for børn og forældre.

Vi har julehygge alle mandag formiddage i december.

Vi holder eidfest for børn og forældre, med det helt store kagebord.


Kalender for 2020

Onsdagsgrupper

Alle onsdage - bortset fra onsdage i skoleferierne - er der onsdagsgrupper. Derfor er mødetiden disse dage senest kl. 9.15.

På dette tidspunkt skal børnene være afleveret, og forældrene skal have forladt børnehuset, så per­sonalet kan koncentrere sig om børnene. Børnene skal fordeles på otte grupper og hjælpes rundt til gruppelokalerne, så gruppeaktiviteterne stille og roligt kan begynde.

Læs mere om onsdagsgrupperne i vores virksomhedsplan.

Festligheder og møder

?. februar     Støtteforeningen Børnenes Aktivitetsfond holder fastelavnsfest for hele familien.

24. februar   Intern fastelavnsfest for Børnehuset Gemmet.

??.               Forældremøde i netværket Muffen.

Uge 14         Forældrecafe på stuerne

28. april        De børn, der skal i skole i 2020, spiller teater.

28. juni         Sommerfest

12. august    Eidfest

24. september Gamle Børns Dag

21. oktober    Forældremøde, blandt andet med valg til bestyrelsen.

10. december Julehygge og luciaoptog fra kl. 15.30.

Uger med særlige aktiviteter for børnene

Uge 6       Naturuge for børn på eller over tre år. Mødetid senest kl. 9.15.

Uge 11     Særligt fokus på motoriske aktiviteter for nul- til toårige.

Uge 19     Naturuge for børn på eller over tre år. Mødetid senest kl. 9.15.

Uge 35      Naturuge for børn på eller over tre år. Mødetid senest kl. 9.15.

Uge 41      Naturuge for børn på eller over tre år. Mødetid senest kl. 9.15.

Uge 44       Særligt fokus på motoriske aktiviteter for nul- til toårige.

Lukkedage

Fredag 22. maj            Fredag efter Kristi himmelfartsdag

Fredag 5. juni             Grundlovsdag

5. og 6. november Pædagogiske dage

24. og 28. - 31. dec. Juleferie. Vi har dermed lukket fra og med 24. december 2020 og er tilbage igen mandag den 4. januar 2021.

 

 

Indtast brugernavn og adgangskode, for at logge ind på intranetfunktionerne.

Åbningstider

Mandag - torsdag:
7.00 - 17.00

Fredag:
7.00 - 16.00

Vi har lukket i weekender og på helligdage samt på de af bestyrelsen vedtagne lukkedage. Se under menupunktet Årsplan.

Kontakt

Børnehuset Gemmet v/Brønshøj Menighed
Gemmet 10
2400 København NV

Tlf. 38 60 51 21
Mail gemmet@mail.tele.dk

Ean-nummer: 5798009693143
Cvr-nummer: 61 02 26 19

Leder Merete Grave
Souschef Rikke Dalgaard

Henvendelser angående fejl, mangler og ideer til hjemmesiden kan også sendes til webmoster.