Søvnpolitik

Her i Børnehuset Gemmet skal børnene sove godt. Veludhvilede børn er glade og kvikke børn. Hvis børnene har behov for at sove flere gange på en dag, så putter vi dem gerne. 

Vi har et stort krybberum med frisk luft og mørke. Her har vi barnevogne og krybber samt seler og dyner til alle børnene. Når børnene bliver to år, fastspænder vi dem ikke længere i seler, men deres krybbe flyttes ned på gulvet. 

På alle stuer, fællesrummet og personalestuen er der en højttaler, hvorfra vi kan høre børnene i krybberummet. Fra kl. 12.15 til 13.45 lytter personalet på krybberummet fra Rød stue. Når børnene vågner i dette tidsrum, vil de komme ind på Rød stue. Der er skiftende voksne på Rød stue, men er barnet lige startet i huset, vil vi bestræbe os på, at der er en voksen fra barnets stue. 

Barnet har brug for noget sovetøj, som er fast i institutionen. Når det bliver koldt, vil barnet sove godt i noget blødt, langærmet tøj og en tynd bomuldshue. Jo koldere det bliver, jo mere tøj giver vi dem på. Om vinteren har barnet brug for en lun heldragt eller noget tilsvarende. Barnet får også brug for elefanthue samt varme luffer og sokker. Lufferne må gerne være et par uldsokker, da de er meget nemmere at få på små barnehænder. Tal med stuens personale om jeres barns behov. 

Når vi mangler krybber til nye, små børn, og et større barn ikke har behov for at sove så længe til middag, flytter vi det store barn ned i fællesrummet. I fællesrummet sover børnene på madrasser med en indbygget sovepose. Vi mørklægger fællesrummet, så børnene har lettere ved at falde i søvn. I fællesrummet har de mulighed for at sove ca. halvanden til to timer. Der vil altid være en voksen til stede i fællesrummet. 

Hvad ved vi om børns søvn? 
Under søvnen arbejder hjernen med nye indtryk og kundskaber, hvilket har stor betydning for bar­nets naturlige udvikling. Kroppen hviler og sparer energi under søvnen, mens en række livsvigtige processer finder sted. Mange hormoner, som har betydning for blandt andet vækst og udvikling af immunforsvaret, er mest aktive under søvnen. 

Søvnen består af forskellige stadier. Nogle er vigtige for den fysiske udvikling og sundhed, andre for den psykiske udvikling. For at opnå en effektiv søvn skal søvnstadierne have en vis længde og sammenhæng. Derfor skal nattesøvnen være sammenhængende, regelmæssig og af tilstrækkelig længde. Det er normalt, at småbørn vågner tre-fire gange per nat, idet motorisk, kognitiv, sproglig og social/emotionel udvikling kan påvirke søvnen. 

Fælles for alle børn er, at søvn øger barnets robusthed og hjælper til at klare udfordringerne i hver­dagen. Det er oplagt, at for lidt søvn overbelaster et barn. Har et barn været overbelastet i længere tid, bliver søvnen påvirket af stresshormoner, som virker opkvikkende, så det er vanskeligt at falde til ro eller at sove den dybe søvn. 

Barnet har således gavn af at følge sit eget behov for at sove. Et veludhvilet barn vil være mere modtageligt for læring og udvikling, og derfor er god søvn afgørende. 

Tegn på for lidt søvn 
Både humør og krop påvirkes af manglende søvn. Nogle børn græder og får vanskeligt ved at være i børnegruppen. Andre børn bliver stille og trækker sig tilbage. For nogle børn påvirkes appetitten ved mangel på søvn. Små børn mangler ord til at forklare sig med og får måske bare ondt i maven eller bliver pjevsede. Se på, hvordan barnet klarer hverdagen derhjemme og i dagtilbuddet. 

Hvor meget søvn? 
Gennemsnitligt sover et barn, der går i vuggestue mellem 12-14 timer, mens et barn i børnehave sover 10-12 timer gennem dagen og natten. 

Herunder ses et eksempel på, hvordan et barns søvnmønster kan se ud:

----------------------------------------------------------

Søvnbehov

Alder nul - tre måneder: 14-17 timers søvn pr. døgn 
Barnet har endnu ikke udviklet et søvnmønster. De fleste har flere søvnperioder om dagen, og det kan være normalt med flere måltider om natten. Når barnet er mellem en og tre måneder, begynder døgnrytmen at blive etableret. 

Alder fire - elleve måneder: 12-15 timers søvn pr. døgn 
Den sammenhængende søvn øges til fire til seks timer ad gangen med mere vågentid i dagtimerne. Når barnet har etableret flere måltider med fast føde, kan man forvente, at det ikke behøver at få mad i løbet af natten. Barnet får en lur to-tre gange i løbet af dagen. 

Alder et - to år: 11 - 14 timers søvn pr. døgn 
Barnet får en lur en til to gange per døgn. Behovet for søvn om dagen skal respekteres. 

Alder tre - fem år: 10 - 13 timers søvn pr. døgn 
En del børn behøver stadig en middagslur, men de fleste ophører med at sove om dagen i denne periode. Ophør med middagslur vil give et behov for længere nattesøvn. 

Alder seks - tretten år: 9 - 11 timers søvn pr. døgn 
Sengetiden bliver gradvis senere.

---------------------------------------

Middagslurens længde 
Barnets søvn om dagen styres af et naturligt behov, og længden på barnets middagslur afhænger derfor af barnets totale søvnbehov i døgnet. Da barnets søvn styres af et naturligt behov, skal barnet som udgangspunkt sove indtil det vågner naturligt, så det er udhvilet når det vågner. 

Barnet må gerne vækkes fra en lur, hvis lurens længde vil påvirke barnets søvn negativt om aftenen, men gode rutiner omkring søvnen vil skabe gode forudsætninger for fremtidig, god søvn. 

Tal med pædagogerne på stuen, hvis jeres barn skal vækkes, fordi barnet ikke kan falde i søvn om aftenen. Vi vil gerne vække barnet, hvis barnet også her i Børnehuset Gemmet trives med at blive vækket. 

For børn der sover middagslur meget sent på dagen, så det opleves at påvirke sengetiden om aften­en, kan det give mening at forsøge gradvist at rykke middagsluren til tidligere på dagen. 

For børn, der sover en lang middagslur, hvor man ønsker at afkorte søvnen, kan det være givtigt, at barnet sover et sted med mere naturlig bevægelse, lyd og lys, fx i en krybbe tæt på indgangen i en liggehal. På den måde kan man måske lykkes med, at barnet naturligt vågner, mens det er i let søvn i den overfladiske søvncyklus. 

Optimale betingelser for god søvn 
Kroppens temperatur sænkes naturligt under søvnen. Derfor er det godt for søvnen, at barnet ikke sover i for varme omgivelser. Det kan desuden være givtigt at lufte ud i soverummet inden sovetid. 

For at udvikle en stabil søvnrytme har børn brug for faste sovetider og rutiner op til søvnen. Kombi­nationen af faste sovetider og ritualer bidrager til, at barnet fornemmer, at det nærmer sig sovetid. 

Det kan være nyttigt at give hverdagen et eftersyn i børnehøjde, så man sikrer sig, at barnet har en aktiv brug af kroppen i løbet af dagen. Især stimulering af muskelled-sansen kan være gavnligt for, at barnet kan finde ro til at falde i søvn, når der er behov for det. 

Rutiner omkring nattesøvn 
En god nattesøvn er vigtig for menneskers døgnrytme. For at skabe de bedste betingelser for en god nattesøvn, er det afgørende at indarbejde gode søvnrutiner, som får barnet til at slappe af. Det indbe­fatter, at forældre fx skaber et trygt putteritual og tager sig tid til at sige godnat til barnet. 

Det er ligeledes vigtigt, at barnet falder til ro, op til at det skal sove. Det kan i den forbindelse være gavnligt at begrænse stimuli, såsom hektisk leg, lyd og lys cirka to timer før sengetid. Mørke stimu­lerer melatoninniveauet og dermed forbereder hjernen sig på søvnen. 

Det sikreste sted for et barn at sove er i sin egen seng i samme rum som forældrene. Hvis forældre vælger at sove sammen med barnet, skal barnet placeres mellem den ene af forældrene og barnets egen seng. Det er vigtigt at sikre sig, at barnet ikke risikerer at falde ned mellem de to senge. Seng­en skal desuden være bred nok til, at barnet har lige så meget plads, som hvis det lå i sin egen seng. 

I perioder kan nogle familier have svært ved at få indarbejdet gode rutiner. I så fald kan man helt anonymt kontakte daginstitutionsrådgiver Cathrin Engmose på telefon 51 83 80 58 og få rådgivning.

 

Kilde:
Børne- og Ungdomsforvaltningen, Fagligt Center
August 2024

Indtast brugernavn og adgangskode, for at logge ind på intranetfunktionerne.

Åbningstider

Mandag - torsdag:
7.00 - 17.00

Fredag:
7.00 - 16.00

Vi har lukket i weekender og på helligdage samt på de af bestyrelsen vedtagne lukkedage. Se under menupunktet Årsplan.

Kontakt

Børnehuset Gemmet v/Brønshøj Menighed
Gemmet 10
2400 København NV

Tlf. 38 60 51 21
Mail gemmet@mail.tele.dk

Ean-nummer: 5798009693143
Cvr-nummer: 61 02 26 19

Leder Merete Grave
Souschef Rikke Dalgaard 

Rundvisning
Ring og aftal en tid med Merete, hvis du ønsker en rundvisning og en snak om vores børnehus: Tlf. 38 60 51 21 - tast 1. 

Henvendelser angående fejl, mangler og ideer til hjemmesiden kan også sendes til webmoster.