Mine erindringer fra Brønshøj Menighedsbørnehave 1951-55

Jeg er blevet fortalt, at jeg begyndte min uforglemmelige æra i Brønshøj menighedsbørnehave, da jeg var tre år. Jeg er født i 1948 og husker derfor ikke med sikkerhed - om overhovedet - min første tid i børnehaven.

Da jeg ingen dårlige minder - endsige mærker på sjælen - har fra min børnehavetid, tillader jeg mig at tolke det derhen, at dette faktum må skyldes, at jeg har fundet mig godt til rette og godt tilpas på dette pragtfulde sted.

Det er i hvert fald sådan, at hver gang jeg af den ene eller anden årsag tænker tilbage på børnehaven, så mærker jeg en indre varme, som jeg tillader mig at tolke som tegn på noget særdeles positivt.

Jeg boede sammen med mine forældre og fire ældre søskende i den sidste opgang på Borups Alle, nummer 284. Det var lige over for det sted, hvor Bellahøj Badet senere blev opført.

Jeg har ingen erindring om, hvor og hvordan jeg blev passet, inden jeg som treårig begyndte i børnehaven. Til gengæld står mine år i Brønshøj Menighedsbørnehave som kærlige, varme, indholdsrige og lærerige år.

Nyttehaver og mælkevogn
Vejen Gemmet har form som et T. Børnehaven lå omkranset af aldersrenteboligerne Utterslevgård på tre sider og åben ud mod Frederikssundsvej, hvor lågen i hegnet befandt sig. Den så anderledes ud dengang.

På højre side, set inde fra børnehaven, mellem Gemmet, Utterslevvej og Hareskovvej lå en nyopført, rød murstensejendom, vist nok Typografernes Boligselskab.

På venstre side, hen til Sokkelundvej, var der nyttehaver, men på det sidste stykke hen til Frederikssundsvej lå et mindre, gult murstenshus. Ud for dette hus holdt hver formiddag en mælkevogn, trukket af to smukke heste, der dels fik mad i muleposer, dels bar en sæk, der dækkede deres bagparti. Det var en såkaldt pærepose, hvor de kunne levere deres hestepærer, så de ikke grisede på vejen.

Det var en helt særlig begivenhed for mig, når vi var ude at lege, når mælkevognen kom. Mælkekusken var nemlig en af mine morbrødre, der, når han så mig inde i børnehaven, kom hen til hegnet og hilste på mig. Ikke nok med det: Hver gang spurgte jeg ham, hvad hans heste hed, og hver gang svarede han noget forskelligt, for eksempel Knold og Tot, Nål og Tråd, Vand og Sæbe, Tju og Bang osv. Altid noget der gav anledning til stor latter blandt de børn, der havde taget opstilling ved hegnet sammen med mig for at hilse på onkel Villy.

Sangglæde
De største ballaster, jeg har fået med fra børnehaven, er sangglæden samt evnen til at lære udenad. De børnesange og salmer, vi dagligt sang, lærte vi med tiden udenad. Ud over den  glæde, fællessang afstedkommer, har betydningen af at kunne teksterne stor betydning for sangglæden. I mit barndomshjem sang vi hver aften efter aftensmaden to-tre sange inden opvasken, som vi alle tog del i.

I skolen, hvor vi ofte skulle lære salmevers udenad, kom min erfaring fra børnehaven mig til gavn. Det samme gjorde sangglæden. Den skolelærer, som jeg havde som lærer i sangtimerne/til sangundervisning, var tillige leder af skolekoret. Han opfordrede mig til at synge i skolekoret, hvilket jeg så gjorde. Utvivlsomt grundet min børnelærdom fra børnehaven. I øvrigt var jeg den eneste dreng i skolekoret.

Leg inde og ude
I børnehaven legede vi indendørs, når vejret ikke var til udendørs leg. Uanset om vi legede ude eller inde, husker jeg børnehavelærerinderne som nogle fantastisk kærlige iværksættere af lege, som involverede os unger, både i legen og i hensyntagen til hverandre, så oplevelsen af at være en del af et fællesskab naturligt overgiv vindertrangen.

Da jeg kom i skole, hørte jeg ofte børn, der gik med briller, havde fregner eller var rødhårede, blive drillet. Det husker jeg ikke at have oplevet i børnehaven. Dette til trods for, at der både var børn med briller, rødt hår eller fregner.

Frøken Kirsten
Jeg husker desværre ikke alle børnehavelærerinderne. Men Frøken Kirsten - min absolutte favorit - glemmer jeg med garanti aldrig. Hun var helt speciel. Ikke bare over for mig, men over for alle børnene.

Hun bestred det, man i dag ville kalde enorme pædagogiske evner. Jeg har aldrig oplevet hende skælde ud, men hun havde en evne til at tale os til rette og/eller trøste, alt efter hvad der lå til grund for, at hun involverede sig i en episode/begivenhed.

Jeg besøgte af og til Frøken Kirsten i børnehaven, da jeg var startet i skolen.

Koloni cirka 1954
Den sidste sommer jeg gik i børnehave, inden jeg skulle starte på Bellahøj Skole, var jeg på feriekoloni på Falster.

Jeg ved ikke, hvad der lå til grund for, at vi kunne komme på feriekoloni, altså om det skyldtes børnehaven, kommunen eller andre, men jeg husker, som var det i går, den dag vi skulle rejse til Falster. Vi skulle mødes under uret på Københavns Hovedbanegård. Min far fulgte mig. Han skulle købe en speciel billet for at følge mig helt ned på perronen, hvor han kunne vinke farvel, når toget - et damplokomotiv - tøffede i gang.

Fra togturen husker jeg bedst, at vi kørte over Storstrømsbroen. Hver gang jeg efterfølgende er kørt med tog over dette fantastiske bygningsværk, mindes jeg min første tur, og ikke mindst da vi passerede de tre buer midt på broen.

Jeg husker alene selve opholdet på kolonien som en lang række dage, fulde af udendørs oplevelser og lege. Jeg mindes ikke, at jeg på noget tidspunkt havde hjemve.

Jeg tror, at dette koloniophold blev kimen til de feriekoloniophold, jeg efterfølgende i min skoletid, deltog i hvert eneste år i sommerferien.

De utallige pragtfulde og lærerige oplevelser, som opholdene på feriekoloni således har beriget min hele tilværelse med, er med garanti grundlagt, da jeg som seks-, næsten syvårig var med Brønshøj Menighedsbørnehave på feriekoloni.

På samme måde er jeg ikke et sekund i tvivl om, at mit livssyn, baseret på et optimistisk og tolerant menneskesyn, er grundlagt i Brønshøj Menighedsbørnehave.

Tak for det.

Bjarne Petersen
barn i 1950'erne